Da arbejdsnarkomanen Howard Langstone sætter sig for at give sin søn det, han ønsker sig allermest til jul – en Turbo Man – går juledagene hurtigt op i hat og briller, julegaveræs og episke biljagter.

Julekomedien fra 1996 har blandt andet Arnold Schwarzenegger i hovedrollen, som den håbløse far, der vil gå langt for at indfri sin families største ønsker.

Julen er gavernes tid

Arbejdsnarkomanen Howard Langstone elsker sin kone, Liz, og sin niårige søn, Jamie, højere end noget andet, men har svært ved at finde tid nok til dem i en travl hverdag fyldt med arbejde.

I et forsøg på at gøre bod på sine ugerninger og uopmærksomhed lover Howard sin kone, at han nok skal købe en Turbo Man til Jamie i julegave.

Den travle familiefar glemmer i mellemtiden alt om sit løfte til Liz og får derfor travlt juleaftensdag, hvor det går op for ham, at Jamies julegave – den berømte actionman – er udsolgt i alle butikker.

Howard, der er frygtelig flov over situationen, forsøger derfor at købe actionfiguren fra et falsk legetøjsfirma i en snusket lagerhal. De desperate forældre kommer hurtigt op at slås om de få actionfigurer, men Howard slipper heldigvis helskindet fra løjerne, inden politiet får fingrene i ham.

Da Howard tomhændet vender snuden hjemad, kommer han i tanke om, at han har lovet Jamie at tage med til årets juleparade. Ved paraden bliver han ved et tilfælde forvekslet med Turbo Man-skuespilleren og i udklædning fra top til tå får Howard endelig fingrene i en limited edition Turbo Man, som han kan give til sin søn.

Men mon ikke at julegavehysteriet vil få Jamie til at lære Howard en ting eller to om, hvad julen i virkeligheden handler om?

Julekomedie for hele familien

Mission julegave er en sjov julefilm fyldt med episke biljagter, gaveræs og komiske scener, hvor du ikke kan andet end trække på smilebåndet.

Selvom julefilmen fra 1996 er en halvplat julekomedie fyldt med falden-på-halen-komik, er det svært ikke at se en morale i filmen – et vink med en vognstang om vores materialistiske overforbrug.

Mission julegave er alt det, du kan ønske dig af en julefilm med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen – dramatisk, sjov og så ender den selvfølgelig lykkeligt for hele familien Langstone.

Julekomedien kan ses af børn og voksne i alle aldre og er derfor den perfekte film til en hyggelig familiestund i december måned.

Se traileren til Mission julegave her