Definitionen på en vaskeægte klassiker. De fleste film fra 1944 er for længst røget i glemmebogen, men Meet me in St. Louis har overlevet snart 75 år og er nøjagtig lige så skøn at se i dag, som den med garanti var, dengang dem kom ud.

Hvis du er på udkig efter hele pakken, så går du ikke forgæves med denne filmperle. Selv om det ikke er en julefilm som vi kender den i dag, indeholder den julescener og sange, der bringer juleånden frem i de fleste.

En musikalsk kærlighedshistorie

Filmen foregår i 1903 og udspiller sig over et år op til den store Verdensudstilling. Vi følger en ganske almindelig familie med tre døtre og en søn gennem fire nedslag i løbet af året.

Du skal se filmen, hvis du elsker den klassiske Hollywood glamour og ægte musical hits samt helt ukomplicerede kærlighedsforhold, hvor det største problem er, at smokingen er blevet glemt hos renseriet.

Det er en sød og hyggelig film, der går lige i hjertet og julehumøret med skønne sange og ægte kærlighedshistorier uden de store dikkedarer. Det er en hjertevarm familiefilm, der helt sikkert får et smil frem på læben hos gamle som unge.

Kærlighed foran og bag kameraet

Filmen er baseret på en række noveller, der blev publiceret i The New Yorker. Selve filmen blev en klassiker både fordi Judy Garland og Margaret O’Brien leverede helt fantastisk skuespil, men også på grund af de mange sange i filmen. Vi kender stadig nogle af dem i dag, og det er stort set umuligt ikke at nynne med, når sange som: ’Have yourself a Merry little Christmas’ og ’The Trolley Song’ fremføres i filmen.

Hvad mange ikke ved er, at Vincente Minelli og Judy Garland mødtes på settet til denne film og senere blev gift. Vaskeægte kærlighed foran og bag kameraet.

Se trailer til filmen her