Julen er hjerternes tid, men Brad og Kate gør altid deres bedste for at fejre festlighederne langt væk fra deres familier. Da deres fly pludselig bliver aflyst, bliver deres jul og liv imidlertid vendt på hovedet. For hvordan overlever med fire juleaftenerne med familiemedlemmer, man ikke kan holde ud?
Vince Vaughn og Reese Witherspoon spiller hovedrollerne i den sjove julekomedie, hvor der bliver rusket godt op i familierelationer, parforhold og klassiske juletraditioner.
Julefestligheder hos mor og far
Brad og Kate lever et eksklusivt liv i San Fransisco langt væk fra deres dysfunktionelle familier.
I et forsøg på at undgå familiesammenkomsterne fyldt med pinlige skilsmisseforældre og vilde søskende i juledagene sørger det smarte par altid for at rejse væk i julen.
Da parrets fly til Fiji bliver aflyst på grund af en voldsom tåge, ser Kate og Brad sig dog tvunget til at fejre julen på amerikansk jord sammen med deres familier, de ikke har set i årevis. Det smarte par forbereder sig på det værste, idet de nærmer sig det, de har undgået i flere år – fire familiebesøg på én dag.
Under besøgene hos først Brads far, derefter Kates mor, Brads mor og sidst, men ikke mindst, Kates far lærer det smarte par imidlertid hinanden meget bedre at kende.
Alt imens parret gør deres bedste for at holde vejret og tælle ned til, at de kan vende snuden hjemad, begynder Kate at falde for tanken om at få børn og blive gift. Brad, som aldrig har haft den tanke, eller noget der ligner, bliver skræmt, og det smarte par ender med at fejre den sidste del af juledagen fra hinanden.
Men mon ikke at den korte pause nok skal få Brad på bedre tanker og ryste det kære par tættere sammen?
En romantisk julekomedie
Four Christmases er alt det, du kan ønske dig fra en romantisk julekomedie. Den er dejligt forudsigelig, fyldt med falden-på-halen-scener, og så ender den selvfølgelig lykkeligt.
Selvom Reese Witherspoon og Vince Vaughn gør et godt stykke arbejde i filmen, bliver julefilmen aldrig mere end en klichéfyldt og klassisk Hollywood film, hvor historien er givet på forhånd. Findes der noget mere afslappende?
Så er du i humør til den slags film, en smule romantik og platte jokes, vil du få alle dine behov opfyldt med julefilmen fra 2008.