A Princes for Christmas er alt det, du kan ønske dig af en romantisk tv-film – forudsigelig fra ende til anden og fyldt med hjertevarme scener, der skaber rammerne for et vaskeægte prinsesseeventyr.
Julefilmen fra 2011 er produceret til tv og har blandt andet Sir Roger Moore, Katie Marie McGrath og Sam Heughan i nogle af hovedrollerne.
Juleaften hos fjerne slægtninge
Jules Daily bliver fra den ene dag til den anden værge for sin niece og nevø, Maddie og Milo, da hendes søster og svoger dør.
Livet som værge er desværre lettere sagt end gjort, og da Jules bliver fyret fra sit arbejde, ser det sort ud for julefreden og den gode stemning.
Midt i al ulykken banker butleren Paisley Winterbottom på døren for at invitere Milo og Maddie til jul hos deres rige og følelsesforladte bedstefar Edward, hertugen af Castlebury.
Rejsen fra New York til Castlebury Hall nær Liechtenstein bliver starten på et vaskeægte juleeventyr for Jules, Maddie og Milo. For hvordan opfører man sig egentlig blandt adelige og tjenestefolk? Og kan man overhovedet fejre jul, hvis der ikke er noget juletræ og julebag? Jules, Milo og Maddie gør deres bedste for at passe ind blandt deres rige slægtninge, men kan ikke holde sig fra at købe og pynte et smukt juletræ til en af slottets stuer.
Edward, hvis hjerte smelter, da Maddie giver ham et stykke pynt til træet, liver op på ny og inviterer til stort julebal.
Hvordan det ender for den smukke Jules og de to børn, må du selv finde ud af, men én ting er sikkert: aldrig har en tur fra New York til Liechtenstein spredt så meget kærlighed og magisk julestemning.
Askepot i nye klæder
A Princess for Christmas er en romantisk og eventyrlig fortælling, der inviterer sine seere til Askepot-lignende drama og storslået bal med lige så storslåede kjoler.
Filmen fra 2011 har flere store navne i hovedrollerne heraf Sir Roger Moore, som denne gang spiller den stenrige bedstefar.
Familiefilmen kan ses af børn og voksne i alle aldre, men egner sig nok bedst til en tøseaften, hvor du og dine døtre eller veninder kan sukke over historien om prinsen på den hvide hest. Men hvem ved? Måske kan drengene i familien lære noget om, hvordan man behandler en pige som en prinsesse, ved at se filmen sammen med jer?