Den søde og hjertevarme tegnefilm Frosty the Snowman fra 1969 er i dag lige så relevant, som den dag den udkom. Vi er kommet langt siden dengang, når det kommer til animation og lyd på den slags film, men alligevel formår den at forblive en klassiker, der holder børnene underholdt og giver julevarme i hjertet.

Frosty og hans magiske hat er et stensikkert hit, hvis du elsker en god, klassisk julehistorie med alt, hvad det indebærer af magi, venskab, lidt sørgelige momenter og den ægte julemand. Den er mere end 40 år gammel, men sendes alligevel troligt hvert år op til jul i sit hjemland.

Frosty the Snowman – et klassisk juleventyr

I virkeligheden er det et helt klassiske eventyr om en lille gruppe venner, der bygger en snemand. Han vækkes til live af en magiker via hans magiske hat.

Eventyret tager fat, da det mildere vejr begynder at tære på Frosty og hans fine, runde former. Pigen Karen og Frosty drager derfor mod Nordpolen, så Frosty kan ’stay frosty’ og ikke smelte, men det giver problemer, da Karen ikke er bygget til den ekstreme kulde på Nordpolen.

Frosty må vælge mellem sit eget og Karens liv.

Heldigvis er der hjælp på vej, og filmen ender lykkeligt, på den måde, der er bedst, når de helt små skal se med. Julestemningen og ’feel good’ faktoren er helt i top hele vejen igennem.

Skønne sange og julestemning

Der er stor mulighed for at skabe en ny juletradition med denne søde tegnefilm fra 1969. Den indeholder virkelig alt det, der er med til at skabe den perfekte julefilm for hele familien.

Selv julemanden dukker op og redder dagen i allersidste øjeblik. Filmen er en af de helt klassiske og indeholder ikke de store overraskelser, men alligevel kan historien og de søde figurer helt sikkert holde børn i alle aldre fanget fra start til slut.

De skønne sange og hjertevarme oplevelser, vi præsenteres for gennem forløbet, gør filmen til en klassiker, der fortjener en plads på hylden med de andre yndlingsfilm op til jul.

Se traileren for Frosty the Snowman her