Er Die Hard en julefilm? Det er det da i hvert fald! Og en af de bedre. I hvert fald hvis du er til julefilm med masser af action og blodtryksforhøjende scener.

Die Hard er den første af indtil nu fem film.

  • Die Hard 2 – Die Harder (1990)
  • Die Hard – Mega Hard (1995)
  • Die Hard 4.0 (2006)
  • Die Hard – A good day to die hard (2013)

Die Hard er fra 1988, og Bruce Willis spiller den hardcore NYPD-betjent, John McClane, som er hovedpersonen. Han spiller sammen med Bonnie Bedelia, som spiller hans fraseparerede kone, Holly.

Kommer far hjem til jul?

John McClane skal på juleferie hos sin kone og to børn i L.A. Han skal hente Holly på hendes arbejdsplads, den japanske Nakotomi-koncern, hvor hun deltager i firmaets julefest på 30. etage. Men inden festen slutter, overtages bygningen af 12 svært bevæbnede terrorister.

De forlanger adgang til firmaets boks, som indeholder 640 millioner dollars i let omsættelige obligationer.

Julestemningen vender til julerædsel.

Mens Hans Gruber, der er terrorgruppens leder, og resten af gruppens medlemmer har deres opmærksomhed på at tage gidsler – heriblandt Holly – smutter McClane væk. Ikke for at stikke af fra Gruber og hans håndlangere, men for at bekæmpe dem – ene og alene.

Han har kun sin tjenestepistol, sine instinkter og sin almene kløgt at benytte sig af.

Når far mon at komme hjem til jul? Gør mor? Det må du selv se i filmen.

Hæsblæsende og humoristisk

Adrenalinet kommer i kog, når du ser Die Hard. Og det er måske ikke lige den film, du kommer i julehumør af. Men du bliver underholdt til fulde. Fra start til slut får du hæsblæsende action.

John McClane har humor – overraskende oprigtig og dybfølt humor – så der vil også være masser af muligheder for at trække på smilebåndet.

Romantikken mangler heller ikke. Forholdet mellem McClane og hans kone er bevægende. Og hvordan deres forhold udvikler sig, siger næsten sig selv.

Der er masser af ”blod”, skyderi og slåskampe. Så det er ikke en julefilm for de mindste.

Se traileren til Die Hard her