I den søde og sjove julefilm Love the Coopers handler det i høj grad om at holde tungen lige i munden, for der er mange personer at holde styr på. Men når det er faldet på plads, bliver filmen en sød og lidt skæv oplevelse, der helt sikkert kalder et smil frem til slut.
Hvis du elsker en god komedie med et drys kærlighed og forhindringer, inden kabalen går op, så er Love the Coopers noget for dig. Med et cast af fantastiske skuespillere, der alle levere en fin præstation og en sød, om end lidt indviklet historie, er det en rigtig feel-good julefilm for stort set hele familien.
Velkommen hos the Coopers
Filmen handler i korte træk om hele familien Cooper, der skal fejre jule sammen. De ønsker allesammen, at det skal være den klassiske, lykkelige jul, hvor alle er glade og alt går som det skal. Sådan går det jo bare sjældent, hverken på film eller i virkeligheden.
Det opdager du hurtigt, for familiens overhoveder – Charlotte og Sam – skal skilles. De ønsker dog, at dette skal være den sidste idylliske familiejul og holder derfor skilsmissen hemmelig for de andre.
Ud over den hemmelige separation ligger der en række andre familieudfordringer og bobler under overfladen. Det er ikke alene bedsteforældrene, men også børnene og børnebørnene, der tumler med deres forskellige problemer.
Til sidst en glædelig jul
Som det er typisk for denne form for film, skal det hele gå grueligt galt, inden det bliver rigtig godt. Og det er bestemt også tilfældet for familien Cooper. Hele filmen er en længere rejse gennem anholdelser, affærer, falske forhold og dysfunktionelle familierelationer, for de skal allesammen så grueligt meget igennem, før det kan ende med en glædelig jul.
Er du glad for en film, der kører efter den klassiske opskrift på en romantisk komedie, krydret med julekrydderier og små, søde tvists, så er Love the Coopers helt sikkert en kommende julefavorit for dig og familien. Nyd den skøre, skæve og sjove familien Cooper, og kom et par timer tættere på juleaften.