Filmen Pyrus på Pletten fra 2000 er en opfølger på den populære julekalender med nissen Pyrus i hovedrollen. I 1994 rullede den første julekalender med Pyrus, spillet af Jan Linnebjerg, over skærmen herhjemme, og den blev et øjeblikkeligt hit. Der var ikke et barn i julekalender-alderen, der ikke gik rundt og sang ’Cool Jul’ det år.
Senere er det blevet til hele fire sæsoner og også en film. Filmen minder meget om et langt afsnit af julekalenderen som vi kender den, og derfor er den et oplagt valg for familier, der i forvejen er glade for de skønne julekalendere med Pyrus, Kandis, Gyldengrød, Bertramsen og Frk. Brahe.
Pyrus på Pletten
Den unge nisse Pyrus er kendt for at have krudt bagi og ofte ende i lidt uheldige situationer, og i filmen er den helt gal igen. Pyrus kommer nemlig til at forvandle frøken Brahes forlovede til nissestørrelse og give ham de samme magiske kræfter, som nisserne har.
Det bliver selvfølgeligt ikke populært og derfor beslutter en lidt nedtrykt Pyrus sig for at holde lav profil væk fra Rigsarkivet.
Desværre ender det også med, at Pyrus’ forsøg på at gøre sin udåd god igen går helt galt. Det er en film, der helt sikkert vil holde de mindste på stikkerne og give de ældre et smil på læben, samt give alle et sundt skud julestemning.
Julefreden sænker sig
Pyrus får ikke bare en stor del af den danske befolkning til at bryde ud i julesang, han er også tæt på at starte en ny istid – mon nisserne kan nå at få reddet verden inden det går helt galt?
Det er den perfekte familiefilm med juletema. Der er ikke alt for meget kærlighed eller plots, der er svære at følge med i, der er i stedet en række kendte og skønne karakterer, sjove sange og julestemning i metermål.
I filmen møder vi alle de figurer, der er kendt fra serierne, samtidig med at kulisserne er de samme. Det gør filmen til et kærkomment gensyn med ting, der forbindes naturligt med jul for dem, der kender Alletiders Nisse, Alletiders Jul, Alletiders Julemand og Alletiders Eventyr.