Tag med på et eventyrligt familiedrama, hvor menneskebarnet Emma og elverdrengen Rod skal hjælpe Julemanden og hans kone med at komme ind i Elverriget, hvor Julemandens nyfødte datter er blevet taget til fange.

Emma & Julemanden er et hæsblæsende juleeventyr med blandt andet Lars Hjortshøj og Mille Dinesen i hovedrollerne som den godhjertede julemand og den onde elverdronning.

Jagten på elverdronningens hjerte

Den fantasifulde Emma føler sig ofte glemt i sin families travle madpakke-hverdag og søger derfor ofte tilflugt i sine drømme om eventyrlige verdener.

På Nordpolen venter Julemanden og hans kone deres første barn. Da tiden er ved at være inde, beslutter Julemandens kone sig for, at hun vil føde på Rigshospitalet som de royale. De kommende forældre når dog aldrig så langt og ender med at dumpe ned igennem Emmas skorsten med den nyfødte baby i armene.

Julefreden når desværre knap nok at sænke sig inden, at de tre opdager, at Julemandens baby er blevet byttet ud til fordel for en elverunge og nu befinder sig hos den onde elverdronning.

Julemandens ulykke bliver starten på et hæsblæsende eventyr, hvor den godhjertede elverdreng Rod hjælper Julemanden, hans kone og den 11-årige Emma med at finde elverdronningens frosne hjerte og redde kærligheden i Elverriget.

Men vil de kunne finde elverdronnings hjerte, redde julen og befri Julemandens datter, inden det er for sent? Det må du selv se med for at finde ud af.

En hjertevarm familiefilm

Emma & Julemanden – Jagten på Elverdronningens hjerte er en humoristisk familiefilm og efterfølgeren til TV2’s julekalendere ’Ludvig & Julemanden’ og ’Tvillingerne & Julemanden’. Var du vild med de to gange 24 afsnit om den godmodige julemand og hans mange eventyr, vil du derfor helt sikkert også godt kunne lide julefilmen om den heltemodige Emma fra 2015.

Familiefilmen om Nicolas, Emma og deres mange udfordringer i Elverriget er alt det, du kan forvente af en dansk julefilm – hjertevarme, humor, og så ender den selvfølgelig lykkeligt.

Var du og dine børn eller venner vilde med humoren fra TV2’s tidligere julekalendere om Julemanden Nicolas, er Emma & Julemanden den perfekte julefilm, når der skal være fart over feltet, juleløjer og hygge på fjerneren i december måned.

Se traileren til Emma & Julemaden her