Denne herlige julefilm er en sand klassiker, der udkom første gang i 1989. Det er en helt vidunderlig julefilm, som har alle de elementer, der gør, at man kommer til at tro på, at det alligevel altid bliver jul til allersidst, selv om alt håb synes ude.
Det er en amerikansk-canadisk film, som er skrevet af Greg Taylor og instrueret af John Hancock, og den er skruet sammen, så både børn og voksne kan leve sig ind i filmen og dens hovedpersoner. De skal nemlig så grueligt meget igennem, før det endelig kan blive jul.
Rørende julefilm for hele familien
Selv om der er tale om en julefilm, der har nogle år på bagen, så er forestillingen om jul stadig intakt hos det moderne menneske. Det bliver der i høj grad spillet på i denne film, som er tilladt for børn over 7 år.
Filmens hovedperson er den 8-årige Jessica, som har mistet sin mor og bor alene med sin far. Der er ikke ret mange penge eller glæder i den fattige familie, som bor på en landlig æblefarm. Livet er hårdt ude på landet året rundt, men Jessica har stadig sin faste tro på julemanden.
En dag finder pigen et såret rensdyr ude i skoven. Hun er sikker på, at det er Prancer, som tilhører julemanden. Hun passer og plejer dyret i hemmelighed, for faren må ikke opdage, at hun har det i sin varetægt. Sker det, vil han nemlig sandsynligvis sælge det for at forbedre den elendige økonomi.
Han opdager selvfølgelig Prancer, og hans plan er rigtigt nok at sælge rensdyret til den lokale slagter for at tjene nogle penge. Det er ubærligt for den 8-årige Jessica, og kun et mirakel kan hjælpe hende til at forhindre, at det uundgåelige sker.
Juleeventyret ender godt, men ikke uden store forhindringer og håbløse udsigter om den mest forfærdelige jul nogensinde. Lige præcis sådan, som et rigtigt eventyr skal gøre.
Der kommer de helt store følelser på spil i denne klassiske julefilm, så børn og forældre bør se den sammen. Det er til gengæld en super hyggelig oplevelse at have sammen, og den store glædelige forløsning kommer heldigvis til sidst.
Se traileren til Prancer
Vil du gerne lige have et sneak peak på denne klassiske familie-julefilm, så kan du få det her. Se eventuelt traileren sammen, så I får et indtryk af filmens stemning og persongalleri.
Denne artikel er skrevet og udgivet i samarbejde med bornesiden.dk.