Filmen, der både fik en Robert og en Bodil for bedste danske film i 1990 – samtidig med at Tommy Kenter også vandt begge priser for sin præstation i samme værk. Den meget anmelderroste, søde og følsomme film er da også helt sikkert værd at bruge 90 minutter på i dag.
Nogen klassisk feel-good film er det egentlig ikke, men det er alligevel svært ikke at blive varm helt ind i hjertekulen, når den 12-årige rod, Lasse, langsomt finder sig selv i et kaos af skilsmisse og ny stedfar. Der er ingen tvivl om, at det er en film, der stadig er relevant og interessant i dag.
Lad isbjørnene Danse fra bog til film
Ligesom det ofte er tilfældet med de bedste film, så bygger også denne på en bog. Bogen af den svenske forfatter Ulf Stark er smukt skrevet om til en film, der både får smilet frem, men også er både alvorlig og tankevækkende.
Lasse, der bliver revet ud af sit trygge familieliv, da moderen i julen afslører, at hun har fundet en anden. Han flytter med sin mor fra deres hjem, væk fra faderen, og ind i et stort, flot hus, der tilhører moderens nye, rige kæreste.
Stedfaderen forsøger, efter et væddemål med Lasses rektor, at ’hjælpe’ Lasse med at blive bedre i skolen og komme de dårlige resultater til livs.
Kampen om at være sig selv
Gennem filmen følger vi Lasses tanker og kampen om at være det, mor og den nye stedfar ønsker eller at vende tilbage til faderen, der er ufaglært slagteriarbejder og fortsætte med at drømme om at blive cykelrytter.
Det er så fint at følge Lasse, der, midt i det rod det i forvejen er at være teenager, også skal kæmpe for sine værdier og finde sig selv, så han kan slippe for at sidde mellem de to berømte stole hans mor og far repræsenterer.
Hele filmen udspiller sig fra jul til jul over et år, hvor vi følger tumulten, den spirende første kærlighed og kampen om at finde sig selv. Det er en sød og tankevækkende film, der helt sikkert stadig er ligeså relevant i dag, som den var i 1990, da den blev lanceret.
En god film for hele familien.
