Arthurs julegaveræs (Arthur Christmas) er alt det, man kan ønske sig fra en god animationsfilm: Humoristisk fra ende til anden, hjertevarm og julet. Læn dig godt tilbage, og lad dig fortrylle af Julemandens søn, Arthurs, brændende ønske om at udbringe en glemt julegave til menneskebarnet Gwen.

Animationsfilmen fra 2012 er den første film lavet i samarbejde mellem Sony Pictures Animations og Aardman Animations, som blandt andet står for filmene Det regner med frikadeller og F for får. Du har med andre ord gode grin i vente, når du først lader Arthurs julegaveræs glide over skærmen!

Familiefirmaet fra Grønland

Det kan næsten ikke komme som nogen overraskelse, at Julemanden bor på Grønland. Men vidste du, at han havde et stort familiefirma kørende for at kunne nå ud til alle børn i hele verden juleaften?

I Arthurs julegaveræs lærer vi Julemanden og hans familie – heriblandt den nervøse Arthur og hans halvskøre bedstefar, bedre at kende. Sammen udgør de familiefirmaet, som i generationer har bragt gaver ud til verdens børns juleaften.

For at kunne nå alle børn på én aften, er julemandens kane og rensdyr blevet byttet ud til fordel for et moderne rumskib, hvorfra julemænd og nisser kan fordele og aflevere gaver nemt og hurtigt.

Efter hvad familien troede var en vellykket mission juleaften, viser det sig imidlertid, at én enkelt gave er blevet glemt i det store julehurlumhej. Julemandens ældste og smarte søn, Steve, mener, at det er en mindre fejl taget antallet af gaver i betragtning, men Arthur kan ikke få sig selv til at knuse Gwens tro på, at julemanden findes.

Det bliver starten på et magisk juleeventyr, hvor Arthur lærer meget mere end blot at flyve med rensdyr og kane og uddele gaver.

En julefilm for hele familien

Arthurs julegaveræs er en familiefilm, hvor alle kan være med – børn såvel som voksne. De sjove replikker og skarpe personligheder rammer plet hver gang og sikrer et godt grin eller smil på læben fra start til slut.

Animationsfilmens rørende fortælling om Arthurs gode hjerte og stædige sind, gør filmen til en vaskeægte juleklassiker, man ikke kan andet end holde af.

Er I til gode grin, masser af julerier og søde nisser, vil I helt sikkert elske filmen om Arthur og hans ihærdige forsøg på at levere årets sidste julegave i tide.

Se traileren til Arthurs Julegaveræs her