A Christmas Prince har alt det, en feel-good romantisk julefilm skal have. Et usædvanligt venskab, jalousi og kærlighed – tilsat en smule drama i form af et mysterie, som skal løses og en gammel hemmelighed, som endelig ser dagens lys.

Modsætninger mødes – scenen sættes i det tillukkede kongelige miljø, som udfordres af en nysgerrig journalist, på jagt efter sit store gennembrud.

Hvem er den ægte kronprins?

Lige op til jul sendes den unge journalistspire Amber ud på sin første selvstændige opgave. Hun skal dække kroningen af den nye kronprins Richard i det fjerne Aldovia. Amber er opsat på at gøre sit allerbedste og bevise sit værd overfor sin redaktør, men da hun ankommer til Aldovia, bliver pressekonferencen af uforklarlige årsager aflyst. Spørgsmålet står ubesvaret tilbage: Trækker Richard sig fra tronen?

Amber nægter at tage tomhændet hjem og beslutter sig for at snuse lidt rundt omkring det kongelige palads. Hendes opgave er at skrive en historie om prins Richard, og det har hun tænkt sig at gøre – koste hvad det vil.

Men mens hun snuser rundt, bliver hun opdaget og i samme omgang forvekslet med prinsesse Emilys nye tutor, som skulle ankomme netop den dag. Amber tager en lynhurtig beslutning og spiller med – nu er hun indenfor dørene og har direkte kontakt med hele kongefamilien. Sikke et scoop!

Da hun møder kronprins Richard, er han ved første øjekast ikke noget at skrive hjem om. Men er der mon mere at komme efter bag den playboy-facade som pressen har malet af ham? Og kan Amber foregive at være prinsesse Emilys tutor længe nok til at få den sande historie om prins Richard med hjem?

En usandsynlig juleromance

A Christmas Prince er en sød og hyggelig fortælling om en usandsynlig juleromance. Læn dig tilbage i sofaen, træk tæppet godt op om benene og nyd magien.

Denne artikel er sponsoreret af advokathusetbredgade.dk.

Se traileren til A Christmas Prince