Fanny og Alexander er et svensk drama, der inviterer sine seere til Uppsala i årene omkring 1910, hvor enkefru Ekdahl gifter sig med egnens biskop kort efter sin mands død. Ægteskabet bliver starten på en frygtelig magtkamp, hvor vold mod enkefru Ekdahls børn alt for hurtigt bliver hverdag.

Det storslåede juledrama fra 1982 var i sin tid nomineret til seks Oscars og vandt de fire – heriblandt bedste udenlandske film og bedste fotografi.

Storslået og dystert drama

Filmen om Alexander og hans søster Fanny tager sin begyndelse i 1910, hvor familien Ekdahl fejrer jul sammen med deres bedsteforældre. Da Alexander og Fannys far dør kort tid efter, går der ikke lang tid før, enkefru Ekdahl gifter sig på ny med egnens skrappe biskop, Edvard.

Enkefru Ekdahl, som havde håbet på at kunne forsætte sit ubekymrede liv fra før, erfarer imidlertid hurtigt, at Edvards husregler og opdragelsesmetoder er langt fra noget, hun kan stå ved. Særligt har hun svært ved at være vidne til Edvards voldelige opdragelsesmetoder overfor hendes fantasifulde søn, Alexander.

Da Emilie, den tidligere enkefru, ønsker at skilles fra sin nye mand, afviser Edvard ikke overraskende. Det bliver starten på en frygtelig familietragedie, hvor kæft, trit og retning er hverdag, og Emilie går ovenikøbet hen og bliver gravid.

Efter flere voldelige episoder tyer Emilie til nye metoder og smugler sine to børn hjem til familievennen, Isak Jacobi, hvor de kan bo midlertidigt.

Derfra vokser dramaet sig blot større og problemerne værre. For som Isak senere forklarer Alexander: Drømme kan hurtigt blive til virkelighed, når vi ikke passer på.

Dystert juledrama om livet dengang

Der er ikke meget romantik og julemagi i luften, når Ingmar Bergmans film fra 1982 ruller over skærmen. Find lommetørklæderne frem, og forbered jer på en barsk omgang – juledramaet skildrer hårdt for usødet levevilkårene som enke i et ulykkeligt ægteskab fyldt med vold og pinsler.

Er du historie- eller samfundsinteresseret, vil du helt sikkert synes om den barske fortælling om Alexander og Fanny.

Mangler du derimod en film, der kan få dig i godt julehumør, bør du finde dig en anden. For selvom juledramaet fra 1982 starter og slutter med dansende børn og voksne om et juletræ, er der ikke mange opløftende scener i det svenske drama.

Filmen er på grund af sine voldelige scener og dystre tematik ikke tilladt for børn under 12 år.

Se traileren til Fanny og Alexander her